Når jeg kører med patienter i den liggende sygetransport, så sker det, at vi kører med mennesker, som er 90-100 år gamle. Mennesker som var 10-20 år, da Anden Verdenskrig sluttede. Er det passende, så kan jeg ikke lade være med at spørge lidt til den tid, da det grundlæggende interesserer mig meget. Det er mennesker, som gennem et langt liv har oplevet alt fra krigens bekymringer til savn og gru. Det er også mennesker, som har oplevet en efterkrigstid, hvor verden ændrede sig

Vær nysgerrig, vær kritisk - fremtiden afhænger af det... Som helt almindeligt menneske, så kan man godt føle, at ens handlinger og ord er ligegyldige i den store sammenhæng. At det ikke betyder noget. Her er jeg dog ikke enig. Da bl.a. unge mennesker på 18-20 år i 1940 valgte at tage stilling, tro på noget og stå op imod "det onde", så valgte nogle at kæmpe fysisk, mens andre valgte at bruge ordet som våben. Det skete gennem taler, Kaj Munk gjorde det gennem digte og andre s

Sidste sommer døde både min moster og min mor. Det har selvfølgelig været rigtigt hårdt, når man mister mennesker tæt på en. De efterlader et tomrum og et savn. Som pårørende prøver man, at finde glæde i alle de gode minder man har. Samtidigt er man tvunget til at fokusere på en masse praktiske ting, såsom skifteret, bankoplysning, opsigelser og tømning af lejligheder. Som pårørende går man pludselig i skuffer og skabe, som man aldrig har haft adgang til før. Det føles i star

Gennem de sidste 2,5 måned har jeg og mine nærmeste, været hvirvlet ind i det danske sundhedssystem, da min mor på 83 pludselig blev syg. Hun har været gennem en akutfase på Riget, har været indlagt på Bispebjerg hospital af flere omgange, har fået stråler på Herlev og har været forbi Gentofte hospital. Vi har haft brug for hjemmeplejen i København/Vanløse, hun har været indlagt på Akutplejeenheden Vigerslevhus og har nu fået en permanent plejebolig i Nybodergården. Hele denn