Stemmer fra en anden verden

Når jeg kører med patienter i den liggende sygetransport, så sker det, at vi kører med mennesker, som er 90-100 år gamle. Mennesker som var 10-20 år, da Anden Verdenskrig sluttede.

Er det passende, så kan jeg ikke lade være med at spørge lidt til den tid, da det grundlæggende interesserer mig meget. Det er mennesker, som gennem et langt liv har oplevet alt fra krigens bekymringer til savn og gru. Det er også mennesker, som har oplevet en efterkrigstid, hvor verden ændrede sig, en opblomstring op gennem 1960erne, en koldkrigstid og en tid, hvor verden troede, at vi med Murens fald og Sovjetunionens opløsning gik mod fredeligere tider.

I modsætning til alle født efter 1945 kan disse mennesker tale om en tid, som vi andre ikke har prøvet og derfor aldrig har oplevet på egen krop. Hvad der dengang definerede dem som mennesker, var de beslutninger, de tog. Nogle havde noget ekstra og gik ind i modstandskampen, andre gjorde bare, hvad de kunne for at få dagligdagen til at fungere, samtidig med at de tog afstand fra tyskerne … og så var der dem, som af forskellige årsager gik i tysk tjeneste.

På nationalt plan måtte lande og regeringer tage svære valg. De samme valg står vi utroligt nok med igen i dag. Hvor vil vi som individer og lande stå, når der om mange år bliver set tilbage på denne tid? Hvornår siger vi stop og siger fra over for de uhyrligheder, som sker i USA p.t.?

Det vil koste dyrt, det vil ændre vores dagligdag, det vil potentielt koste unge menneskers liv. Men det vil ske, fordi det er »rigtigt« – fordi det er menneskeligt og er en kamp mod tyranniet og bøllevældet. Det er den samme slags beslutninger, som mine patienter stod med for mange år siden, og som helt sikkert definerede deres liv. Nu vil vores beslutninger på samme måde definere vores.