Lev livet...

Sidste sommer døde både min moster og min mor.

Det har selvfølgelig været rigtigt hårdt, når man mister mennesker tæt på en. De efterlader et tomrum og et savn. Som pårørende prøver man, at finde glæde i alle de gode minder man har. Samtidigt er man tvunget til at fokusere på en masse praktiske ting, såsom skifteret, bankoplysning, opsigelser og tømning af lejligheder.

Som pårørende går man pludselig i skuffer og skabe, som man aldrig har haft adgang til før. Det føles i starten fuldstændigt forbudt. Man ser og læser ting, som er dybt personlige. Det går op for en, at alt det der har skabt rammerne om et langt liv, i sidste ende "bare" bliver til stole, borde, lysestager osv osv… ting som måske kan få et nyt sted at bo, eller i sidste ende bare bliver smidt ud.

Som pårørende gemmer man selvfølgelig de ting som betyder noget for en, ting fyldt med minder, men når man selv har et "komplet" hjem, er der jo ikke plads til meget. Hvad kan man så lære af det her… I sidste ende betyder de menneskelige relationer og oplevelser vi har sammen, meget mere end alt det materielle. Det er ferien sammen, den juleaften hvor plastik stegetermometeret smeltede på bagepladen, alle de hyggelige telefonsamtaler, aftenen rundt om spisebordet, festerne, kortspillene, opvæksten som barn osv. som betyder noget.

Ens tid er den vigtigste ressource man har.

Selv kan jeg mærke, at jeg nu har behov for at skære ind til benet - fokusere på at bruge min tid på det og dem som er vigtigst i mit liv. Jeg vil prøve at lade være med at sige: "Det kan vi altid gøre senere eller når vi bliver gamle". Prøve at lade være med at udskyde ting. Det er et livsvilkår at mennesker bliver syge og dør. Den vej skal vi alle og vi kender heldigvis ikke udløbsdatoen. Så lad os nu nyde livet, og huske at fokusere på de gode oplevelser og timer sammen med vores ægtefæller, kærester, famile og venner - alt det vi kan, mens vi kan!!! 😀😀😀😀