“Når verden er i stykker, hvem samler så stumperne igen”

Var for et stykke tid siden til et foredrag med Flemming Splidsboel. “En verden i stykker” hed det, og at verden er i stykker pt. er der vist ikke så meget tvivl om. Det føles som alle bolde er kastet op i luften, og journalister, meningsdannere, politikere og alle os andre løber forvirret rundt og prøver at gribe boldene og finde dem som er blevet væk. For at holde os i samme analogi, så er der også bolde som pludselig er blevet til firkanter og andre som er blevet til noget, vi slet ikke ved hvad er.

Ukraine afleverede sine atomvåben i 1994 mod sikkerhedsgarantier i Budapestmemorandummet. Rusland, en af garantimagterne, invaderede landet alligevel. Hvilket signal sender det til enhver stat, som lige nu overvejer, om et atomprogram er prisen værd for at blive ladt i fred? Det er ikke længere et retorisk spørgsmål. Virkeligheden har vist os, at det er dem uden atomvåben, der bliver overrumplet. Man kan jo nemt spørge sig selv, om Rusland havde invaderet Ukraine hvis landet stadig havde haft atomvåben? I Danmark har vi været beskyttet af den amerikanske atomparaply, men som verden ser ud nu, så er det nok mere den franske vi skal søge ly under. For at være ærlig, så har jeg nok tidligere haft det sådan lidt med Frankrig, at de var lidt for “vi kan det hele selv, og vi går vores egne veje, tak”, til at jeg for alvor stolede på dem som sikkerhedsgaranti. Den holdning har ændret sig markant det seneste stykke tid. Lad os dog først lige være ærlige om, hvad den franske paraply faktisk kan: Frankrig råder over et par hundrede sprænghoveder, USA over flere tusinde, og fransk doktrin har traditionelt handlet om at forsvare Frankrig, ikke Europa. Så kan den franske paraply det samme som den amerikanske? Nej. Ikke alene, og ikke i samme skala. Men det er måske heller ikke pointen længere. Pointen er, at vi ikke længere kan regne med, at ÉN stormagt løfter hele byrden for os. Vi bliver nødt til at kunne klare os selv i Europa, og det betyder, at vi må støtte os op ad hinanden i stedet for at vente på, at en enkelt allieret redder os. Og ja, det gør mig nu næsten frankofil.

Men i lyset af et øget Europæisk sammenhold, hvad nytter det så at læne sig op ad hinanden, hvis dem vi læner os op ad, selv er ved at skride? Resultaterne af delstatsvalget i Sachsen-Anhalt blev, at AfD fik 43,8 procent af stemmerne, en fremgang på over 23 procentpoint siden 2021, og partiet er nu mere end dobbelt så stort som CDU i delstaten. Det er “kun” et delstatsvalg, men AfD kalder det selv et springbræt mod det næste forbundsdagsvalg i 2029 – samme år, bemærk, som Trumps embedsperiode udløber. Og England er heller ikke fritaget for spørgsmålet: Reform UK og Nigel Farage har det seneste år svinget voldsomt i meningsmålingerne, fra næsten regeringsklare til overhalet af Labour, efter partiet fik ny leder og premierminister i Andy Burnham. At det kan svinge SÅ meget på et enkelt år, er i sig selv en pointe. Så hvad gør vi, hvis Tyskland bliver ved med at rykke mod højre? Hvad gør vi, hvis England gør det samme? Vi kan ikke bygge europæisk sikkerhed på, at naboerne forbliver, som de er i dag – lige så lidt som vi kunne regne med, at USA forblev, som det var.

Splidsboel talte også om, hvordan de internationale spilleregler i øjeblikket nedbrydes. Det fik mig til at se fremad, hvor der er 26 måneder til det næste amerikanske præsidentvalg, og det virker som om at lande som Rusland og Kina ser Trumps ageren omkring Canada, Venezuela, Cuba og Grønland, som en adgangsbillet til at agere aggressivt overfor andre stater. Rusland i Ukraine pt og Kina i forhold til Taiwan. Ord er magt, og selvom Trump siger mere end han handler, så er bare det, at vi som verdenssamfund tvivler på USA’s hensigter, nok til at skabe et vakuum hvor gamle doktriner og imperialistiske tanker pludselig opblomstrer.

I Europa står vi tilbage og måber. Vi undres over de lande som ikke tager afstand fra aggressionerne eller som er tavse. Pointen er, at der altid vil være lande, som ser en klar fordel i at følge stærke ledere, uanset hvad vi i demokratiske lande mener er fuldstændig uacceptabelt. Det er ikke naivitet fra deres side. Det er et rationelt valg – man vil gerne være ven med den store bølle i klassen, eller man kan se økonomiske fordele. Det fik mig selv til at tænke på balladen omkring FIFA… hvor en lang række afrikanske lande år efter år bakker op om et forbund, som Vesten anklager for korruption, simpelthen fordi de ser en økonomisk fordel ved at være med i “klubben”, og så betyder resten ikke så meget.

Når Tyskland åbent går ud og siger at det er Rusland som står bag droneangrebet i Leipzig lufthavn, så er der ingen tvivl om at det ikke bliver vel modtaget i Rusland, som jo også har reageret med kommentarer a la “Det er jo optakt til krig”. Når Rusland foretager hybridangreb på vesten, så må vi blive mere modige og stå ved de efterretningsinformationer som peger mod Rusland, og ikke lade Tyskland i stikken.

Men det, der virkelig gjorde indtryk på mig under foredraget, og som var dagens øjenåbner for mig, var erkendelsen af, at vi ikke på nogen måde kan vende tilbage til tiden før Trump. Heller ikke hvis han forsvinder i morgen. For vi kan ikke tillade os igen at blive overrumplet, og vi kan ikke være afhængige af fire års udsving i amerikansk udenrigspolitik. Skaden er sket. En ny, “god” præsident i 2029 laver ikke om på, at hele vores sikkerhedsarkitektur nu har vist sig at kunne vælte, bare fordi ét land skifter kurs hvert fjerde år. Der har der været en række store omvæltninger i verden, som på en lang række punkter skubbede til verdensordenen. Det var i 1918, 1945 og efter opløsningen af Sovjetunionen. Vi står nu ikke ved starten på, men er midt i den næste store omvæltning, og bolden ruller ned af bakken med stadig større fart. Om den kan bremses eller stoppes ved jeg ikke, men den ender under ingen omstændigheder det samme sted, hvor den startede.

Sidst men ikke mindst, skal vi også huske på, at mange af disse demokratiske og moralske problemstillinger primært er noget, der optager os i den vestlige verden. Millioner af mennesker verden over bliver styret af regimer som er fuldstændig ligeglade med vores moral og demokrati. Om vi i Danmark mister Grønland, eller Rusland sender “små grønne mænd” ind i Letland, betyder intet for en afrikansk diktator – her betyder penge og vigtigheden af at være bonkammerat med den “stærke dreng i klassen”, så meget mere.

Og det er faktisk pointen. For hvis resten af verden er ligeglad med, om vi holder fast i vores værdier, så kan vi heller ikke regne med, at nogen kommer og redder os, fordi det er det “rigtige” at gøre. Der er ingen, der forsvarer et Europa, der ikke selv kan finde ud af at stå sammen – hverken af moralske eller strategiske grunde. Vi må kunne stå på egne ben, fordi ingen andre står klar til at gøre det for os. 

Så foredragets titel “En verden i stykker” var helt på sin plads. Da 2. Verdenskrig startede, havde både Nazityskland og Japan drømme om at udvide deres territorium. Var det ikke for lande som USA, England og Rusland, så var deres mission måske lykkedes.

Hvem skal reparere en verden i stykker denne gang??