Gud, konge og fædreland...

Er du villig til at dø for fædrelandet? Det at dø for en sag eller sit fædreland, er jo det ultimative offer at give, og stiller man det spørgsmål til selvtilfredse leverpostej danskere, som sidder trygt i lænestolen, så bliver svaret et nej for rigtigt mange. Ser man det i sammenhæng med, at en Megafonmåling viste, at kun 34 procent af danskerne er villige til at gå i krig, hvis Danmark blev invaderet af en fremmed magt, så står det sløjt til.

Jeg har selv været tilknyttet forsvaret i snart 40 år, de sidste mange år i reserven, og på intet tidspunkt har jeg haft lyst til at dø. Jeg har dog altid været helt klar over, at ved at være soldat, så er døden er erhvervsrisiko som følger med jobbet. Jeg har også altid vidst, at hvis det blev alvor, så var det min pligt at være klar til at forsvare kongeriget. Da jeg i slutningen af 80’erne var på øvelse, og skulle forsvare broen til Møn mod Warszawapagten, så var det svært at forholde sig til, og vi tog det ikke helt seriøst. Da vi så fik besøg af nogle engelske soldater der havde været på Falkland, og så den måde de trænede på, så forstod vi forskellen mellem at “lege” soldat og “være” soldat. Billedet blev hurtigt noget helt andet for de danske soldater, som kæmpede i Afganistan og Irak. Nu var det alvor.

Gennem mange år, har det at blive soldat været et frivilligt tilvalg, hvor kun meget få er blevet tvunget ind. De konflikter vi har deltaget i, har været uden for Danmarks grænser, og tanken om krig på dansk jord, har været næsten utænkelig. Det samme gælder for mange andre lande i vesten. Soldater har mistet livet på fremmed grund langt fra Danmark, og vi har som samfund diskuteret længe, om det nu også var krige og konflikter vi skulle have deltaget i. Dette sker samtid med, at vi langsomt har lullet os ind i en selvtilfreds tro på, at vores fredelige måde at leve på, ikke ændres. Derfor taler regeringen og eksperter for døve øre, når de prøver at forklare, at den seneste tids ageren fra Ruslands side gør, at verden er det mest usikre sted, siden afslutningen af 2. verdenskrig.

Som samfund er vi i øjeblikket på ingen måde, hverken mentalt eller i praksis, gearet til at kunne klare det ultimative pres, som ramte det Ukrainske folk, da Rusland invaderede. En af grundene til, at lande som Rusland og Ukraine formår at kæmpe sig igennem krigens traumer skyldes, at de gennem generationer har oplevet perioder med armod, savn og før har oplevet at miste venner og familie til diverse krige og konflikter. Så på en måde er der indarbejdet en modstandskraft i deres DNA, som gør, at de hurtigt formår at indstille sig på krigens gru. Det er denne vilje til at kunne kæmpe på trods af tab, armod og savn, som kommer til at være vores største fjende i vesten. For den har vi ikke.

De Japanske kamikaze piloter var sikre på, at de kom til at dø for fædrelandet… tænker at mindre kan gøre det. Ingen danske soldater skal kaste sig ud i selvmordsmissioner, men vi må som samfund indse, at det er alvor nu. Det står trist til, når mellem 54 og 59 procent af de 18-39 årige i Megafons måling svarer nej til, at de vil trække i trøjen ved en invasion. Så kan vi jo lige så godt som Glistrup sagde i 1973, nedlægge forsvaret og erstatte det med en telefonsvarer som siger “Vi overgiver os”.

Vi må som samfund ikke svigte de unge mennsker, som har meldt sig som soldat, og som måske lige nu er udstationeret i Letland. Om de kæmper for gud, konge eller fædreland ved jeg ikke, men ingen af dem ønsker at dø, de forstår alvoren og ønsker blot at gøre en forskel.